05.09.2017

Skreven d. 5. Sep. 17.

Min kære lille Hustru!
Da det i Dag er 3 Aar siden jeg for første Gang blev saaret. Det er Middagstid nu om den Tid laa jeg med store Smerter i mit Blod paa Slagmarken mellem begge Linier og jeg kan ikke andet en med Tak til Gud tænke tilbage derpaa han var mig saa forunderlig nær med sin Hjælp og Trøst som jeg dengang har fortalt dig nermere om i et Brev. Ja min kære Mie hvor ser vi dog ikke tydelig Herrens Godhed imod os gjennem hele Krigstiden som vore Dage var, saa var vor Styrke ogsaa ja Gud var med os og vi vil ikke glemme at takke ham derfor. Han har ogsaa i den Tid forundt os mangt et glad Samvær da vi sammen med vore Kære kunde være forenede i Fred og Ro uden at merke noget til Krigens Rædssel og Grud og da har vi sendt mangt en Bøn og stille Tak op til ham.
Vi blev i den Tid ogsaa sammenknyttet til hverandre ved Ægteskabets Baand som vi særlig vil takke vor himmelske Fader for, og naar den tunge Tid er omme og vi atter faar Fred i Landet, da vil den Tid minde os om hans faderlige Omsorg for os. Dog Krigen raser endnu i sin fulde Haarhed og vi maa staa vor Mand, hver paa sin Plas, og gjøre vor Pligt dog vi har den Trøst, Herren kjender Sine og den Forvisning, han som har hjulpen hidindtil, han hjælper og herefter, han altid kun det Bedste vil og han har Almagtskræfter, derfor skuer vi ogsaa fortrøstningsfuld ind i Fremtiden, med ham ved for Side kan vi med Frimodighed gjennemløbe den os anviste Bane.

d. 6.9. 17.
Min hjærteligste Tak for Kortet som jeg modtog sammen med Brev fra Cicilie Marie Festesen og Peter Andresen, som jeg alle glædede mig til, ogsaa Vasken har jeg modtaget samt en Pakke fra Cicilie med steget Flesk, saa du ser jeg har havdt dygtig at læse og spise.
For 2 Aar siden var jeg hjemme paa Orlov husker du det? da fejrede vi min Fødselsdag sammen, og i gav mig en lille Stentchen? hvor gaar Tiden dog hurtig den ene Dag efter den anden og hver Dag er Herrens Naade nu, saa vi syndige Mennesker dog endnu kunde have Frimodighed til at træde frem for Naadens Trone og bede om forladelse for vore Fejl og Synder og for det forsonende Blods Skyld er han rede til at udslette dem alle. Jesu Christi Guds Søns Blod renser os for al Synd.
Saa til Slut Guds Fred og de kærligste Hilsener og Kys fra din egen tro Mand Georg.

Hilsen til Moder og alle de Kære derhjemme i Ravit.

Som vore Dage var, saa var vor Styrke ogsaa er et citat fra , selv om det i dag oversættes noget anderledes: Måtte din livskraft vare, så længe du lever. Linien er også i en lidt anden form kendt fra salmen Kun en dag, et øjeblik ad gangen. Lyt til "Kun en dag"

Han som har hjulpet hidindtil er en salme af N.F.S.Grundtvig.

Hvor er Georg? I nærheden af Soveja i Rumænien. Se dog også noten den 6.12.16.

0 kommentarer: